Seksualundervisning
Seksualundervisning giver unge viden, tryghed
og redskaber til at træffe sunde valg, sætte grænser
og forstå sig selv og andre i en kompleks verden
Et sprog for det usagte
De unges virkelighed
Unge navigerer i dag i et landskab, hvor information om sex er konstant tilgængelig, men sjældent sat i sammenhæng. Porno, sociale medier og uformelle samtaler fylder ofte mere end den undervisning, de møder i skolen.
Samtidig oplever mange unge et pres for at præstere, også seksuelt. De sammenligner sig med hinanden, med idealer og med fortællinger, der ikke altid er realistiske eller nuancerede. Spørgsmål om grænser, lyst, krop og relationer bliver derfor ofte private og tavse, selvom de fylder meget.
Krop, sammenligning og skam
Mange unge spejler sig konstant i andres kroppe, erfaringer og fortællinger. Det kan skabe usikkerhed omkring egen krop, egen lyst og egen normalitet. Spørgsmål som “er jeg normal?” eller “gør jeg det rigtigt?” bliver sjældent sagt højt, men fylder meget indeni.
For mange fylder også sammenligninger af erfaringer, herunder begreber som bodycount. Tal og historier bliver let gjort til målestok for værdi, modenhed eller status, selvom de sjældent siger noget om trivsel, lyst eller tryghed. Det kan skabe skam, pres og en oplevelse af at være for meget, for lidt eller forkert.
Grænser og relationer
For mange unge er det svært både at mærke og udtrykke egne grænser. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de mangler sprog og erfaring. Samtidig bærer mange på en følelse af ansvar for stemningen, relationen eller den andens reaktion, hvilket kan gøre det endnu sværere at sige til eller fra.
Forskellige klasser, forskellige behov
Der er stor forskel på, hvad der fylder fra klasse til klasse. For nogle handler det om det første kys og usikkerhed omkring kroppen. For andre fylder porno, jalousi, præstationspres eller grænseoverskridende adfærd mere. Derfor giver standardløsninger sjældent mening i praksis.
Det betyder, at seksualundervisning i dag skal kunne mere end at formidle fakta. Den skal give unge sprog, forståelse og mulighed for refleksion, så de kan navigere i deres egne oplevelser og relationer på en måde, der føles tryg og meningsfuld.
Hvorfor er traditionel
seksualundervisning ikke nok?
Klassisk seksualundervisning har i mange år haft fokus på det biologiske og det forebyggende. Graviditet, kønssygdomme og prævention er vigtige emner, men de står ofte alene og løsrevet fra den virkelighed, unge faktisk befinder sig i.
Samtidig er meget af den viden, der formidles, stagneret. Der undervises fortsat indgående i mandens anatomi, mens viden om klitoris og dens funktion fylder langt mindre, selvom det er et centralt organ for kvinders lyst og nydelse. Mange unge vokser derfor op uden en grundlæggende forståelse for, at sex ikke skal gøre ondt, og at ubehag ikke er noget, man bare skal acceptere.
Der tales stadig om mødommen, som om den er en biologisk sandhed, selvom det i virkeligheden er et begreb med rødder i gamle forestillinger om krop, seksualitet og kontrol. Når sådanne fortællinger videreføres uden kontekst, kan de skabe forvirring, usikkerhed og skam frem for oplysning.
På samme måde bliver grænser ofte nævnt som noget vigtigt, men sjældent konkretiseret. Mange unge får at vide, at de skal mærke og respektere grænser, men ikke hvordan man faktisk sætter dem i praksis, uden at føle at man ødelægger stemningen, relationen eller forventningerne.
Der er mange gode intentioner i seksualundervisningen. Men hvis viden ikke kan omsættes til handling, sprog og konkrete erfaringer, mister den sin værdi. Seksualundervisning i dag kræver derfor mere end korrekte fakta. Den kræver opdateret viden, nuancer og redskaber, som unge kan bruge i deres egne liv.
Undervisning inden for rammerne
Min undervisning lever op til gældende bekendtgørelser og faglige krav for seksualundervisning. Samtykke, prævention og kønssygdomme indgår altid som en del af undervisningen.
Forskellen ligger ikke i, hvad der undervises i, men i hvordan. De obligatoriske emner bliver sat ind i en sammenhæng, der giver mening for de unge og koblet til deres virkelighed, erfaringer og spørgsmål.
Sådan arbejder jeg i praksis
Min undervisning tager altid udgangspunkt i de unge, jeg står overfor. Ingen klasser er ens, og derfor arbejder jeg ikke med faste manuskripter.
Inden undervisningen kan eleverne sende spørgsmål ind anonymt. Det giver et klart billede af, hvad der fylder i klassen, og gør det muligt at tilpasse indholdet til niveau, modenhed og behov.
Undervisningen justeres herefter. For nogle klasser handler det om at få et grundlæggende sprog for krop, lyst og grænser. For andre fylder relationer, porno, præstationspres eller grænseoverskridende adfærd mere.
Fokus er på dialog, refleksion og konkrete redskaber frem for færdige svar. Målet er, at de unge går derfra med viden og sprog, de faktisk kan bruge i deres egne liv.
Sådan kan undervisningen tilrettelægges
Individuel klasseundervisning
- Undervisning for én klasse ad gangen
- Mere dialog og flere spørgsmål
- Ingen andre klasser til stede
- Lærere er som udgangspunkt ikke i rummet
- Indholdet kan tilpasses meget præcist til klassens behov
- Spørg sexologen fungerer optimalt i dette format
Velegnet når:
Prisramme:
Samlet undervisning /
fælles oplæg
- Flere klasser samlet på én gang
- Mere formidlende format
- Mindre dialog og individuel inddragelse
- Lærere og fagpersoner kan være med i rummet
- Giver fælles sprog og referencer, som kan arbejdes videre med efterfølgende
- Spørg sexologen fungerer optimalt i dette format
Velegnet når:
Prisramme:
Andre
formater
- Heldage eller længere undervisningssessioner
- Mulighed for øvelser, refleksion og gentagelse
- Emnebaseret undervisning i dybden
- Mindre transport, mere undervisning
Velegnet når:
Prisramme:
Ramme for tilpasning
Hvis ingen af ovenstående formater passer præcist til jeres behov, sammensættes undervisningen i dialog. Indhold, varighed og format kan justeres, så det giver mening i netop jeres kontekst og rammer.
Om pris og kvalitet
Prisen afspejler graden af involvering, forberedelse og individuel tilpasning. Der findes løsninger, der prioriterer effektivitet og budget, og løsninger der prioriterer dybde, dialog og faglig fordybelse. Valget afhænger af formål, rammer og ambition.
Priser er ekskl. eventuel kørsel, som aftales i forbindelse med booking.






